Bundelementet støbes i C30 beton, i form opbygget ud fra Projektteknikers tegning.
Gulvfladens fald/faldlinjer udføres i formen, i støbekrydsfinéren. Dermed sikres det, at alle gulve får det samme/korrekte fald på minimum 30 mm fra dørbund til gulvafløb.
Bundelementet er udvendigt 130 mm og indeholder gulvafløb, afløbsføring, gulvvarmeslanger, stål/bøjler og diverse armering i henhold til MODULBADs armeringsprincipper. Afløbsskål og afløbsføring må påregnes at være udragende af bundelementets underside.
Bundelementet støbes med 20 mm opkant, som har fer-system. Dette for at udføre en ”låst” element-samling med vægge, som har tilsvarende not i bund af elementet.
Loftplade og vægelementer støbes i let konstruktionsbeton, med standard elementtykkelse på 55 mm. De støbes i forme opbygget ud fra Projektteknikers tegninger.
Vægelementer indeholder indstøbt el, dåser for vand, udsparinger, inserts for toilet, afløbsføring fra håndvask samt stål, bøjler og diverse armering i henhold til MODULBADs armeringsprincipper.
Det er muligt at indstøbe udvendigt el, dåser for vand samt afløb for håndvask på selve badekabinen. Ligeledes er det muligt at udføre op til 2 vægelementer i øget tykkelse på 80 mm. Eventuelt forhøjet mod loft/overliggende dæk.
De lodrette samlinger mellem letbetonvæggene har ligeledes skrå side/udsparing, som passer sammen og ”låser” elementerne.
For at udføre en ”låst” element-samling udføres loftplade med udsparing, som passer til skrå top af vægelementer.
Loftpladen monteres til sidst, ovenpå alle væggene. Loftpladen indeholder el, udsparinger for spot samt stål, bøjler og diverse armering i henhold til MODULBADs armeringsprincipper.
Samling af elementer til badekabinen
Bundelement, vægelementer og loftplade samles med lim og karmskruer, så alle fer-not og øvrige element-samlinger er ”låst”.
Alle elementer er sammenboltet med gennemgående M12 og M16 stålbolte. 4 stk. M16 stålbolte er beregnet for montageløft.